KORT OVER KINA

KORT OVER KINA, KINA KORT

KORT OVER KINA

KORT OVER KINA, Verdens mest omtalte land gennem tiden, men landet er i en rivende udvikling der afskiller land og by. Kina kort består af et land med kæmpemæssig natur langt væk for storbyen. den tidsslidte Kinesiske Mur er upoleret i forhold til de mange nuancer af buddhistiske templer, som findes alle steder og de mest vidunderlige steder. du bør se Yangshuos snoede floder og den blomstrende krone af Qinghai Lake. Er du til gastronomi og tror du kan kan spise hvad som helst, er du kommet til landet der byder på alt fra hugorme, larver og hønsefødder. Tag lige et godt kig på det du vil sætte tænderne i, for i Kina spiser de Hunde. I Kina er Den forbudte by, Den kinesiske mur, Shanghais franske koncession, Xi’ans terrakottakrigere, Li-floden og Le Shans Grand Buddha, som noget der skal ses

KINA KORT

Hvor ligger Kina i verden

Kina ligger i Østasien og grænser op til flere lande, herunder Rusland mod nordøst, Mongoliet mod nord, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Afghanistan mod vest, Pakistan, Indien, Nepal og Bhutan mod sydvest og Myanmar, Laos og Vietnam mod syd. Kina dækker et stort område og er det fjerdestørste land i verden.

Tibet ligger i den sydvestlige del af Kina og grænser op til flere kinesiske provinser og regioner, herunder Yunnan, Sichuan, Qinghai og Xinjiang. Tibet er også tæt på landene Nepal, Bhutan og Indien. Tibet er en del af Kina og er en autonom region, selvom der er politisk uenighed omkring Tibet’s status og nogle tibetanere ønsker mere selvstyre eller uafhængighed. 

Den Kinesiske Mur er en imponerende serie af fæstningsværker og mure, som strækker sig over mere end 21.000 km gennem Kina. Her er lidt om dens historie og størrelse:

Byggeriet af den Kinesiske Mur startede allerede i det 7. århundrede f.Kr. og fortsatte frem til det 17. århundrede e.Kr. Murene blev bygget af forskellige kinesiske dynastier med det formål at beskytte landet mod invaderende hære fra nord, især mongolerne. Den nuværende form for muren er hovedsagelig bygget under Ming-dynastiet i det 14. til det 17. århundrede.

Muren er ikke én kontinuerlig struktur, men snarere en samling af forskellige sektioner, hvoraf nogle er adskilt fra hinanden af naturlige forhindringer som bjerge og floder. Den mest berømte del af muren ligger i den nordlige del af Kina og strækker sig fra Jiayuguan-passet i Gansu-provinsen i vest til Shanhaiguan-passet i Hebei-provinsen i øst, med en samlet længde på omkring 8.850 km.

Den Kinesiske Mur er en af de største menneskeskabte strukturer i verden og blev i 1987 optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. Muren er også blevet et symbol på Kinas historie og kultur og tiltrækker årligt millioner af turister fra hele verden.

MAP OF EUROPE

KORT OVER KINA

Kinas længste flod

Kinas længste flod er Yangtze-floden (også kendt som Chang Jiang på kinesisk), som løber igennem flere regioner og byer i landet. Her er nogle af de vigtigste regioner og byer langs floden:

• Den øverste del af floden starter i Tibet, hvor floden er kendt som Jinsha Jiang, og løber gennem Yunnan-provinsen og Sichuan-provinsen.
• I Chongqing by, bliver floden smalere og danner en dyb slugt kendt som “De Tre Kløfter”.
• Yangtze-floden fortsætter gennem Hubei-provinsen, hvor den passerer byerne Wuhan, Yichang og Jingzhou.
• I Anhui-provinsen løber floden gennem byerne Wuhu og Ma’anshan.
• Floden slutter i Shanghai, hvor den munder ud i Østkinahavet.

Yangtze-floden er en vigtig flod i Kina, og den er afgørende for transport, vandforsyning og elektricitetsproduktion i mange dele af landet.

Politik

Selvom Kina af mange eksperter i statskundskab bliver anset for at være kommunistisk, har det siden 1980’erne ikke være muligt at give en simpel beskrivelse af Kinas politiske system.^[23] Kinas regering er af forskellige internationale observatører blevet betegnet som autoritær, kommunistisk og socialistisk med stærke restriktioner på mange områder som fx internet, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, ret til at få børn og religionsfrihed men sammenlignet med hvor lukket Kina var i 1970’erne, er Kina nu langt mindre restriktivt, men stadig langt fra så demokratisk som Europa og Nordamerika.

Landet regeres på grundlag af forfatningen fra 1982. Pr. 2017 er Xi Jinping Kinas præsident og Li Keqiang er landets premierminister.

Landet styres af Kinas kommunistparti, der er sikret magten via forfatningen.^[24] Der er andre partier i Kina, der i Kina omtales som “demokratiske”, der deltager i Det Kinesiske Folks Politiske Rådgivende Konference og Den Nationale Folkekongres. Der er åbnet lidt op for muligheden for valg på lokalt niveau/by-niveau^[25][26] men på regeringsniveau har kommunistpartiet den fulde magt. Nogle af de store politiske emner i Kina er den stigende forskel mellem rig og fattig,^[27] og utilfredsheden med den udbredte korruption blandt kommunistpartiets ledere og embedsmænd. Kommunistpartiets støtte i den kinesiske befolkning er uklar, da der ikke er nationale valg. Mange i Kina ser ud til at være tilfredse med den sociale stabilitet, som regeringen giver.

Den 11. marts 2018 vedtog parlamentet en forfatningsændring, der betyder at præsidenten ikke længere, maksimalt må sidde på posten i to peridoder af fem år, men derimod godt kan genvælges. Præsidenten Xi Jinping forventes at fortsætte og har også kælenavnet Mao 2.0, da han sidder tungt på kommunistpartiet og dermed også at kunne få ændringen igennem.^[28]

Udenrigspolitik

Kina har diplomatiske relationer med de fleste større lande i verden. Danmark anerkendte, som det første vestlige land, Folkerepublikken Kina den 9. januar 1950.^[29][30] Folkerepublikken Kina overtog i 1971 Republikken Kinas (Taiwan) plads som repræsentant for Kina og blev en af de fem permanente medlemmer af sikkerhedsråbet. Kina er også observatør i De alliancefrie landes bevægelse.

Kina fører en et-Kina-politik, der betyder at Kina kun vil have diplomatiske forbindelser med lande der anerkender Kinas krav på Taiwan og som ikke har diplomatiske forbindelser med Taiwan. Den kinesiske regering er også kraftigt imod at taiwanesiske politikere som Lee Teng-hui og Chen Shui-bian eller kontroversielle personer som Tenzin Gyatso (Tibets Dalai Lama) modtages officielt af nogle lande.

Japan og Kina har ind imellem haft et anstrengt forhold til hinanden blandet andet fordi at der i nogle japanske skolebøger er benægtelser af overgreb begået af japanske soldater i Kina under 2. verdenskrig. En anden grund er at japanske regeringsembedsmænd med jævne mellemrum har besøgt Yasukuni helligdommen. Forholdet mellem Kina og Japan er blevet bedre siden Shinzo Abe blev Japans premierminister den 26. september 2006.

Kina er medlem af forsvarsalliancen Shanghai Cooperation Organisation (SCO) som er et østligt alternativ til NATO. Kina er derfor militært allieret med blandt andet Rusland og Kasakhstan. Indien og Pakistan er også med i denne alliance, de blev det i 2015.

Kinas største byer

1. Shanghai – Beliggende på den centrale østkyst af Kina, er Shanghai den største by i Kina og en af de største byer i verden. Byen er kendt for sin økonomiske betydning og var en vigtig havneby allerede i det 19. århundrede. Byen har en befolkning på ca. 24,9 millioner mennesker.
2. Beijing – Hovedstaden i Kina og en af de ældste byer i verden, med en historie der strækker sig mere end 3.000 år tilbage. Beijing er kendt for sine historiske seværdigheder, herunder Den Forbudte By og Den Kinesiske Mur. Byen har en befolkning på ca. 21,5 millioner mennesker.
3. Chongqing – Beliggende i det sydvestlige Kina, blev Chongqing en selvstændig by i 1997. Byen er kendt for sin varme mad og sin smukke beliggenhed ved Yangtze-floden. Byen har en befolkning på ca. 15,6 millioner mennesker.
4. Guangzhou – Beliggende i den sydlige del af Kina, var Guangzhou en af de første kinesiske byer, der blev åbnet op for handel med omverdenen. Byen er kendt for sin rige historie og sin moderne handels- og finanssektor. Byen har en befolkning på ca. 14,5 millioner mennesker.
5. Shenzhen – Beliggende i det sydlige Kina tæt på Hongkong, blev Shenzhen etableret som en specialøkonomisk zone i 1980’erne. Byen er kendt for sin høje teknologiske udvikling og sin hurtige vækst som en vigtig økonomisk og industriby. Byen har en befolkning på ca. 13,0 millioner mennesker.
6. Tianjin – Beliggende på den nordøstlige kyst af Kina, er Tianjin en vigtig havneby og industriby. Byen var også et vigtigt centrum for vestlig handel og kultur i det 19. århundrede. Byen har en befolkning på ca. 12,8 millioner mennesker.
7. Wuhan – Beliggende i det centrale Kina, er Wuhan en vigtig transport- og handelsby, der ligger ved floden Yangtze. Wuhan blev verdenskendt i 2020 som epicenteret for coronavirus-pandemien. Byen har en befolkning på ca. 10,8 millioner mennesker.
8. Chengdu – Beliggende i den sydvestlige del af Kina, er Chengdu kendt for sin kultur, historie og pandaer. Byen er også en vigtig økonomisk og industriby i Kina. Byen har en befolkning på ca. 10,6 millioner mennesker.

Arkæologiske fund viser at hominider levede i Kina for mellem 250.000 og 2,24 millioner år siden.^[12] En hule i Zhoukoudian (i det nuværende Beijing) indeholder fossiler af homonider fra mellem 680.000 og 780.000 f.Kr.^[13] Fossilerne er af Pekingmennesket, der tilhørte menneskearten Homo erectus der beherskede ild.^[14]

Det kejserlige Kina

Den kinesiske civilisation opstod langs Huáng Hé-floden i Nordkina. Kineserne deler oftest historien op i herskerdynastier, eftersom dynastiskiftene ofte indebar skifte af styreform, herskerklasse og hovedstad. Under Shāng-dynastiet blev skriftsproget, spådomskunst og litteratur som Yijing skabt. Zhōu-dynastiet var en periode præget af borgerkrig og splittelse på den ene siden og kulturel blomstring indenfor filosofi og litteratur på den anden side. Under Zhōu-dynastiet opstod konfucianismen og taoismen, og litteratur og filosofi fra denne epoke blev grundlaget for kinesisk kultur de næste 2000 år. Alle smårigerne blev samlet under kejser Shǐhuángdì i 221 f.Kr., og sådan opstod Qín-dynastiet. Under Qín-årene blev byggingen af Den kinesiske mur igangsat, et byggeprojekt, som med pauser foregik over en 1800 årig periode. Qíns skrrækvælde brød sammen efter kort tid og gav plads til Hàn-dynastiet. I denne periode blev konfusianismen forvandlet til en statsfilosofi, og Zhōu-tidens kultur fik status som ideal. Under Suí-dynastiet blev det gigantiske byggeprojekt Kejserkanalen opført for at forsyne tropperne ved muren. Táng-dynastiet bliver af de fleste kinesere regnet som landets kulturelle guldalder, hvor kalligrafi og poesi nåede sit højeste niveau nogensinde. Mongolerne brød gennem muren i 1200-tallet og grundlagde Yuán-dynastiet. De blev efter kort tid assimilert i den kinesiske kultur, og blev styrtet og efterfulgt af Míng-dynastiet. I Míng-perioden blev hovedstaden flyttet til Beijing og Den Forbudte By blev opført. Kinesisk flåde begyndte at foretage opdagelsesrejser til andre kontinenter, en aktivitet som sluttede lige før europæerne for første gang nåede Kina med sine handelsskibe.

Indtil 1700-tallet havde Kina et klart teknologisk fortrin i forhold til folkene i Centralasien, men sakkede samtidig agterud i forhold til Europa. Dette lagde grundlaget for 1800-tallets defensive afvisning fra kinesernes side til den europæiske imperialisme, samtidig som Kina selv ekspanderede indover mod Centralasien.

Republikken Kina (1912–49)

I 1912 gik det kinesiske kejserdømme under, og blev erstattet af republikansk statsstyre i landet. De følgende tre tiår var en splittelsens tid; krigsherrernes tid, den anden kinesisk-japanske krig (1937–1945) og den kinesiske borgerkrig. Den sidste ebbede ud i 1949, da det kinesiske kommunistparti havde vundet kontrol over Fastlands-Kina.

Under massakren i Nanjing i 1937 dræbte japanerne angiveligt over 300.000 kinesere i løbet af kun seks uger. Mennesker blev kogt levende, brændt ihjel, overkørt af stridsvogne og ved andre forfærdelige metoder.^[15] Forholdet mellem Japan og Kina er fortsat anstrengt som en delvis følge af det som skete i Kina før og under 2. verdenskrig, og måden Japan har behandlet dette på i eftertiden.^[16] Mens tyskerne har betalt milliarder i erstatning, bygget mindesmærker og bedt om undskyldning, mener mange, at Japan fornærmer sine ofre med at tilbede krigsforbrydere som guder.^[17]

Folkerepublikken Kina (1949–)

Kommunistpartiet grundlagde en kommunistisk stat — Folkerepublikken Kina — som gjorde krav på at være det retmæssige Kina. Men Republikken Kinas Kuomintang-regering havde taget tilflugt på Taiwan, hvor den fortsat nød international anerkendelse af hele Vestblokken og FN. Dette varede til 1970’erne, da FN og de fleste vestlige lande valgte at anerkende Folkerepublikken i stedet.

Større krigshandlinger i den kinesiske borgerkrig sluttede i 1949, og Kinas kommunistparti havde kontrol med næsten hele landet, og Kuomintang, som havde regeret Republikken Kina mellem 1911 og 1949, havde kun kontrol over Taiwan og nogle omkringliggende øer. Den 1. oktober 1949 udråbte Mao Zedong Folkerepublikken Kina.^[18]

Efter en række katastrofale økonomiske fejltagelser (som følge af Det store spring fremad) trådte Mao tilbage som formand i 1959 og blev efterfulgt af Liu Shaoqi. Mao havde stadig meget kontrol over partiet, men havde ikke kontrol med den økonomiske politik, der i stedet blev styret af Liu Shaoqi og Deng Xiaoping.

For at Mao igen kunne få magten, startede han Kulturrevolutionen i 1966, der varede til hans død 10 år senere. Forholdet til Sovjetunionen, der i forvejen ikke var godt, blev i perioden endnu værre, og i 1969 var det tæt på atomkrig mellem Kina og Sovjetunionen. I 1972 mødtes Mao med USA’s præsident Richard Nixon i Beijing. Senere samme år blev Folkerepublikken Kina af FN anerkendt som Kinas legitime regering. Indtil da havde republikken på Taiwan haft Kinas plads i FN og i sikkerhedsrådet.

Efter Maos død i 1976 og anholdelsen af Firebanden, der fik skyld for overgrebene begået under Kulturrevolutionen, fik Deng Xiaoping hurtigt vristet magten fra den af Mao udpegede efterfølger Hua Guofeng. Selvom Deng aldrig blev hverken leder af partiet eller landet, lykkedes det ham at gennemføre omfattende økonomiske reformer. Gradvist løsnede kommunistpartiet kontrollen over borgernes privatliv, og kollektivlandbrugene blev afskaffet, og landmændene fik jord, de selv ejede, hvilket motiverede øget produktion. Det betød også, at Kina gik fra planøkonomi til “blandet økonomi”.^[19] Folkerepublikken fik ny forfatning den 4. december 1982.

Den reformvenlige politiker Hu Yaobangs død i 1989 var med til at starte Demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads samme år, hvor studenter og andre i flere måneder demonstrerede til fordel for demokrati og ytringsfrihed. Demonstrationerne blev stoppet den 4. juni, da kampvogne og soldater fra Folkets Befrielseshær med magt ryddede pladsen ved at skyde mod de ubevæbnede demonstranter med mange døde og sårede til følge. Enkelte billeder af rydningen slap ud af Kina, bl.a. “Tankmanden“, det berømte billede af en ubevæbnet mand, der forsøger at stoppe en kampvogn ved at stille sig foran den. Den voldelige rydning medførte fordømmelse og sanktioner imod Kinas regering fra de fleste lande i verdenen.

Præsident Jiang Zemin og premierminister Zhu Rongji, begge tidligere borgmestre fra Shanghai, var ledere af Kina i 1990’erne. Under Jiang Zemins 10 år som leder blev 150 millioner bønder løftet over fattigdomsgrænsen, og Kina havde en årlig økonomisk vækst på 11.2%.^[20][21] Landet blev medlem af WTO i 2001.

Selvom Kina har brug for økonomisk vækst for at kunne udvikle landet, er regeringen begyndt at blive bekymret over, om den hurtige økonomiske vækst har skadet landets ressourcer og miljø. En anden bekymring er, om nogle dele af samfundet ikke får tilstrækkelig andel af den økonomisk vækst. Derfor har den nuværende præsident Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao vedtaget programmer, der skal sikre en mere ligelig fordeling af landets ressourcer. Om det er tilstrækkeligt til at løse problemerne, vil tiden vise.^[22] Det meste af Kinas befolkning har oplevet en kraftig stigning i levestandarden, men den politiske kontrol er stadig stram.

Politik

Selvom Kina af mange eksperter i statskundskab bliver anset for at være kommunistisk, har det siden 1980’erne ikke være muligt at give en simpel beskrivelse af Kinas politiske system.^[23] Kinas regering er af forskellige internationale observatører blevet betegnet som autoritær, kommunistisk og socialistisk med stærke restriktioner på mange områder som fx internet, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, ret til at få børn og religionsfrihed men sammenlignet med hvor lukket Kina var i 1970’erne, er Kina nu langt mindre restriktivt, men stadig langt fra så demokratisk som Europa og Nordamerika.

Landet regeres på grundlag af forfatningen fra 1982. Pr. 2017 er Xi Jinping Kinas præsident og Li Keqiang er landets premierminister.

Landet styres af Kinas kommunistparti, der er sikret magten via forfatningen.^[24] Der er andre partier i Kina, der i Kina omtales som “demokratiske”, der deltager i Det Kinesiske Folks Politiske Rådgivende Konference og Den Nationale Folkekongres. Der er åbnet lidt op for muligheden for valg på lokalt niveau/by-niveau^[25][26] men på regeringsniveau har kommunistpartiet den fulde magt. Nogle af de store politiske emner i Kina er den stigende forskel mellem rig og fattig,^[27] og utilfredsheden med den udbredte korruption blandt kommunistpartiets ledere og embedsmænd. Kommunistpartiets støtte i den kinesiske befolkning er uklar, da der ikke er nationale valg. Mange i Kina ser ud til at være tilfredse med den sociale stabilitet, som regeringen giver.

Den 11. marts 2018 vedtog parlamentet en forfatningsændring, der betyder at præsidenten ikke længere, maksimalt må sidde på posten i to peridoder af fem år, men derimod godt kan genvælges. Præsidenten Xi Jinping forventes at fortsætte og har også kælenavnet Mao 2.0, da han sidder tungt på kommunistpartiet og dermed også at kunne få ændringen igennem.^[28]

Udenrigspolitik

Kina har diplomatiske relationer med de fleste større lande i verden. Danmark anerkendte, som det første vestlige land, Folkerepublikken Kina den 9. januar 1950.^[29][30] Folkerepublikken Kina overtog i 1971 Republikken Kinas (Taiwan) plads som repræsentant for Kina og blev en af de fem permanente medlemmer af sikkerhedsråbet. Kina er også observatør i De alliancefrie landes bevægelse.

Kina fører en et-Kina-politik, der betyder at Kina kun vil have diplomatiske forbindelser med lande der anerkender Kinas krav på Taiwan og som ikke har diplomatiske forbindelser med Taiwan. Den kinesiske regering er også kraftigt imod at taiwanesiske politikere som Lee Teng-hui og Chen Shui-bian eller kontroversielle personer som Tenzin Gyatso (Tibets Dalai Lama) modtages officielt af nogle lande.

Japan og Kina har ind imellem haft et anstrengt forhold til hinanden blandet andet fordi at der i nogle japanske skolebøger er benægtelser af overgreb begået af japanske soldater i Kina under 2. verdenskrig. En anden grund er at japanske regeringsembedsmænd med jævne mellemrum har besøgt Yasukuni helligdommen. Forholdet mellem Kina og Japan er blevet bedre siden Shinzo Abe blev Japans premierminister den 26. september 2006.

Kina er medlem af forsvarsalliancen Shanghai Cooperation Organisation (SCO) som er et østligt alternativ til NATO. Kina er derfor militært allieret med blandt andet Rusland og Kasakhstan. Indien og Pakistan er også med i denne alliance, de blev det i 2015.

Befolkningspolitik

Grundet en befolkning på over 1,3 milliard mennesker og en estimeret vækstrate på 0,57% er Kinas regering bekymret over og opmærksom på sin befolkningsvækst og har med blandet held forsøgt forskellige familieplanlægningspolitikker.^[31] Regeringens mål er ét barn per familie med undtagelser af for etniske minoriteter samt i tyndtbefolket områder hvor en familie må få barn nummer to hvis første barn er handicappet eller en pige. Regeringens mål er at stabilisere befolkningen og befolkningsvæksten så tidligt som muligt i det 21. århundrede, men mange nuværende prognoser estimerer en befolkning mellem 1,4 og 1,6 milliard i 2025. Kinas familieminister har udtalt at Kina vil forsætte etbarnspolitikken mindst til 2018.^[32]

Der er modstand mod politikken særligt i landsbrugsområder hvor der er brug for arbejdskraft og fordi man i Kina traditionelt altid ønsker sig at få sønner. Folk der ikke overholder etbarnspolitikken lyver ofte om antal familiemedlemmer når der er folketælling.^[33] Officiel politik forbyder brug af tvangsaborter eller tvangssterilisation, men der fremkommer jævnligt beskyldninger om at lokale embedsmænd tager drastiske midler i brug for at nå befolkningsmålsætninger.

Fordi resultater af folketællinger i Kina er blevet stadig mere upålidelige er det svært at sige om politikken har haft den ønskede effekt.^[34] Kinesiske demografers bud på Kinas fertilitetsrate varierer fra 1,5 til 2,0. Regeringen er særligt bekymret for at der vil bliver født langt flere drenge end piger fordi familier traditionelt foretrækker drenge og det er derfor forbudt at bruge ultralydscanning til kønsbestemmelse og efterfølgende abort af pigefostre.

HEALTH INSURANCE CHINA, In China, the national health system provides basic healthcare coverage to all residents, including both citizens and foreign nationals with legal residency status. However, the national health system has limitations, and private health insurance can provide additional coverage and benefits for expats, tourists, and citizens – READ MORE

Menneskerettigheder

Brug af censur og masse overvågning er udbredt, og kommunistpartiet undertrykker enhver organisation, som det anser for at være en trussel imod dets magt, med hård hånd – som det var tilfældet med Demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads (1989). Medierne er blevet aktive med hensyn til at skrive om sociale problemer og kritik af korruption i de lavere dele af regeringen. Det er også oftere blevet tilladt at demonstrere på grund af lokale problemer. Hu Jintao har dog samtidig oftere slået ned på kritiske journalister, selv udenlandske.

Tildelingen af Nobels fredspris til systemkritikeren Liu Xiaobo i 2010 skabte en diplomatisk krise med Norge. Efterfølgende blev det kinesiske regime udfordret af et åbent brev fra 23 tidligere topembedsmænd, som bl.a. krævede “borgernes ret til ytrings- og pressefrihed” realiseret.^[35] Kravene kan i yderste konsekvens føre til en destabilisering af regeringen.

Xinjiang Uighur region – koncentrationslejre

I Xinjiang Uighur regionen bliver over 1 million uigurer, kasakhere og andre overvejende muslimske etniske grupper holdt uden rettergang i 500 koncentrationslejre^[36], for ting som vokse skæg, bære hijab, besøge en ikke-kinesisk side på internet eller søgning eller religiøse tekster gennem Zapya, hvor 40.000 blev anholdt for at bruge appen. ^[37] [38] hvor de bliver indoktrineret/sinicization mod hankinesere.

Hvor deres mål er:

• Tillad aldrig flugt
• Forøg disciplin og straf for voldelig adfærdsovertrædelser
• Fremme omvendelser og tilståelser
• Gør afhjælpende mandarin-studier til højeste prioritet
• Tilskynde studerende til virkelig at transformere
• Sørg for fuld videoovervågning, dækning af sovesale og klasseværelser, fri for blinde vinkler.^[38]

Lokation af alle koncentrationslejrene er stadig ikke official, men East Turkistan National Awakening Movement har lavet et kort med 182 mistænkte koncentrationslejre, 209 mistænkte fængsler og 74 mistænkte bingtuanske arbejdslejre, ^[39]KKP Beijing har tidligere benægtet, at det eksisterer i 2018^[40], de ændrede dog strategien i 2019, hvor BBC News besøgte en koncentrationslejr,^[41]målet med lejerne er sinicization af regionen gennem begrænsning eller fjernelse islam, officiel er det kampen mod ekstremisme for national sikkerhed. ^[42][43]

Organhøst

Der er stærk beviser for systematiseret tyveri af organer fra levende politiske samvittighedsfanger i Kina.^[44] Som Falun Gong udøver og Uighur Muslimer.^[45]

Kommunistpartiet siger, at det samlede antal lovlige transplantationer er ca. 10.000 pr. År. Men rapporter anslår, at der hvert år transplanteres 60.000 til 100.000 organer på kinesiske hospitaler, hvor mange er fra fanger.

Social kontrol

Kinas sociale pointsystem eller det social pointsystem (kinesisk: 社会信用体系; pinyin: shèhuì xìnyòng tǐxì) er et national omdømme-system, der bliver udviklet af Kinas regering.^{[46][47][48][49]} Det blev igangsat i 2014 og i 2020 er det meningen at det skal skal være standardiseret til bedømmelse af indbyggere og virksomheders økonomiske og sociale omdømme eller “social pount”.^{[46][50][51][52][53][54]}

Militær

Kina er en militær stormagt der udover at råde over verdens største hær også er i besiddelse af kernevåben. Kina er medlem af Shanghai Cooperation Organisation (SCO) der er en østlig forsvarsalliance som en modspiller til vestlige NATO. Dermed er Kina militært allieret med Rusland og Kasakhstan. Indien og Pakistan er også medlemmer af alliancen. Senest har Iran ansøgt om fuldt medlemskab, imens Nordkorea menes at være de facto medlem, selvom det ikke er officielt.

Hæren

“Folkets Befrielseshær” er verdens største hær, officielt med 2,2 millioner færdiguddannede, veltrænede og -bevæbnede soldater samt en reserve-styrke på 800.000 soldater. Derudover er mere end 6 millioner mænd og 3,5 millioner kvinder registreret som egnet til militærtjeneste i tilfælde af krig, for slet ikke at glemme de 7 millioner paramilitære styrker.

Kinas samlede militære budgetter i 2008 var hvad der svarer til 85 milliarder amerikanske dollars (ca. 450 milliarder kroner). Beløbet svarer til 1,7% af Kinas BNP.

Luftvåbnet

“Folkets Befrielseshærs Luftvåben” er verdens tredjestørste og består af 400.000 mand, der ledes af general Xu Qiliang. Luftvåbnet har i alt 2024 kampdygtige fly; bombefly, jagerbombere, jagerfly og transportfly. Flyene er primært kinesisk byggede, men gennem medlemskabet af Shanghai Cooperation Organisation råder Kinas luftvåben også over mange russisk-fremstillede fly og helikoptere. Derudover har man importeret et par modeller fra Frankrig, Canada og Israel samt en enkelt helikopter fra USA.

Flåden

“Folkets Befrielseshærs Flåde” består af 250.000 søfolk under ledelse af admiral Wu Shengli. Den deltager ligesom Søværnets HDMS Absalon aktivt i adskillige internationale operationer til bekæmpelse af pirater ud for Somalia.

I 2010 byggede Kina et specialbygget undervandsfartøj, ubåden Jiaolong, som gennemførte et dyk på 3.759 meter. Ubåden var imidlertid beregnet til at nå en dybde på 7.000 meter. Der er både olie og mineraler, og dertil kommer de undersøiske kabler med diplomatisk kommunikation, tabte atombomber, sunkne ubåde og missilsprænghoveder, og med evnen til at dykke 7 kilometer ned vil Kina få adgang til 99,8 % af havbunden i alle have. Kina hævder selv, at ubåden er beregnet til civile formål.^[55]

Den 31. december 2015 bekræftede Kinas forsvarsministerium at Kina er i gang med at bygge et nyt hangarskib efter tegningerne fra landets første hangarskib, Liaoning, hvilket man købte fra Ukraine i 1998.^[56] Meddelelsen kom kort efter, at det var kommet frem, at Kina var i fuld gang med at opbygge fremskudte flådebaser på undersøiske klippeskær i Det Sydkinesiske Hav,^[57] ligesom Kina har meddelt, at hvis USA forsætter med at bevæge sig ind i området i det Sydkinesiske Hav, som Kinas anser som deres, kan det føre til krig.^[58]

Administrative inddelinger

Kina er inddelt i 23 provinser, 5 autonome regioner og 4 kommuner. Disse siges tilsammen at udgøre hovedlandet Kina. Udover 22 provinser anser den kinesiske regering også Taiwan for at høre under Kina og betragter derfor Taiwan som sin 23. provins.

Hertil kommer de to særlige administrative områder Macao og Hongkong, som hører under den kinesiske administration, men som nyder en udstrakt selvstændighed i forhold til øvrige provinser, regioner og kommuner.

Desuden består Folkerepublikken Kina af 56 forskellige officielle nationaliteter.

Provinser Anhui (安徽) Fujian (福建) Gansu (甘肃) Guangdong (广东) Guizhou (贵州) Hainan (海南) Hebei (河北) Heilongjiang (黑龙江) Henan (河南) Hubei (湖北) Hunan (湖南) Jiangsu (江苏) Jiangxi (江西) Jilin (吉林) Liaoning (辽宁) Qinghai (青海) Shaanxi (陕西) Shandong (山东) Shanxi (山西) Sichuan (四川) Yunnan (云南) Zhejiang (浙江)

Autonome regioner Guangxi Zhuang (广西壮族) Indre Mongoliet (内蒙古) Ningxia Hui (宁夏回族) Xinjiang Uighur (新疆维吾尔族) Tibet (西藏) Kommuner Beijing (北京) Chongqing (重庆) Shanghai (上海) Tianjin (天津) Særlige administrative regioner Hongkong (香港) Macao (澳门) Omdiskuteret provins Taiwan (台湾)

Geografi

Kina er det tredjestørste land i verden (kun overgået af Rusland og Canada) i landareal.^[59] og betragtes som det tredje største^[60] land i verden målt på både hav- og landareal. Der er usikkerhed omkring arealet på grund af to ting: (1) gyldigheden af Kinas krav på områder som Aksai Chin og Shaksgam (Indien gør også krav på begge områder), og (2) måden man beregner den samlede størrelse af USA’s areal: The World Factbook angiver størrelsen til 9.826.630 km²,^[61] og Encyclopedia Britannica angiver størrelsen til 9.522.055 km².^[62] Kina grænser op til 14 lande og 4 have/stræder (nævnt med uret startende i vest): Tadsjikistan, Kirgisistan, Kasakhstan, Rusland, Mongoliet, Nordkorea, Gule Hav, Østkinesiske Hav, Formosastrædet, Sydkinesiske Hav, Vietnam, Laos, Burma, Bhutan, Nepal, Indien, Pakistan og Afghanistan.

Kina har et meget varieret landskab. I øst, langs kysten mod det Gule Hav og det Østkinesiske Hav ligger nogle rigt udnyttede og tætbefolkede alluviale sletter og i syd mod det Sydkinesiske Hav er landskabet i højere grad fyldt med bjerge. I det centraløstlige Kina finder man floddeltaerne fra Kinas to største floder, Huang He og Yangtze, men også Xiang-floden, Mekong, Brahmaputra og Amur kan nævnes som store kinesiske floder.

I det vestlige Kina præges landskabet af store bjergkæder – heriblandt Himalaya med Kinas højeste punkt, Mount Everest. Her ligger også store, højtliggende plateauer med tørt landskab i form af ørkener såsom Taklamakan- og Gobiørkenen.

Grundet længere tids tørke og dårlige agrikulturelle metoder er sandstorme blevet almindelige om foråret i Kina. Ifølge det kinesiske miljøbeskyttelsesagentur udvides arealet af Gobi-ørkenen “som en tsunami” og denne ørken er en stor kilde til sandstorme, der påvirker andre egne af både Kina og omliggende nordøst-asiatiske områder såsom Taiwan, Korea og Japan. Støv fra disse nordlige sletter er blevet sporet så langt væk som den amerikanske østkyst. Manglende vandrensning (i form af forurening af floder fra husholdning, fabrikker samt anvendelse af overrislingsmetoder og til drikkevand) har i de senere år været kilde til miljømæssige konflikter mellem Kina og nogle af dets nabolande.

Økonomi

Siden 1978 har Folkerepublikken Kina forsøgt at reformere den kinesiske økonomi fra sovjet-inspireret planøkonomi til en mere markedsorienteret økonomi, men stadig inden for en forholdsvist rigid politisk ramme under kommunistpartiets kontrol. Blandt andet er det agrikulturelle ansvar flyttet fra kollektive instanser til den enkelte husholdning, industriens daglige ledere har fået mere autoritet og ansvar, tilladt mindre og større firmaer inden for en lang række service- og forarbejdningsfag samt åbnet økonomien op for at øge international samhandel og investering. Man har også slækket på den tidligere udstrakte priskontrol. Dette har forårsaget et skift i kinesisk økonomi fra planøkonomi til en blandet økonomi med både kommunistiske og kapitalistiske tendenser. Reformerne kan tilskrives Deng Xiaoping, der efter Maos død i 1976 stod for en mere pragmatisk linje blandt de kinesiske ledere.^{[kilde mangler]}

Kina har ry for at være et land, der kan fremstille varer for små omkostninger, hvilket primært skyldes en stor, ikke-organiseret, billig arbejdsstyrke. Timelønnen for en ufaglært arbejder på en kinesisk fabrik i det rurale område af Kina er under $1 i timen, men det skal selvfølgelig sammenholdes med, at leveomkostninger (prisen for varer og services) er betydeligt lavere i Kina end i mere udviklede lande. Oveni dette kommer, at mange kinesiske arbejdere ikke er organiseret i fagforeninger. En mulig årsag til dette kan være den kinesiske arbejdskultur og -etik, men det kan også skyldes en frygt for, at fagforeninger vil blive udnyttet af kommunistpartiet til at identificere dissidenter.

Et andet ofte overset aspekt af den kinesiske økonomi er den lave udgift til andre omkostninger end arbejdskraft (for eksempel faciliteter, råvarer med videre). Dette skyldes et stærkt konkurrencepræget marked med mange producenter og en generel tendens til overudbud og lave priser. Der er også stadig spor af priskontrollen og leveringsgarantier fra planøkonomiens tid. Efterhånden som statskontrollerede virksomheder bliver udliciteret og arbejdere skifter til andre sektorer vil denne deflatoriske effekt sætte et større pres på økonomien.

Kinas vækst på det globale marked har skabt bemærkelsesværdige konflikter – især i forbindelse med ubalancen i handelsforholdet mellem Kina og USA. Dette skyldes, at Kina kan producere varer, som er eftertragtede i USA, langt billigere end øvrige asiatiske eller latinamerikanske lande, mens USA sjældent kan levere varer til Kina, der kan konkurrere med tilsvarende fra Europa eller Asien. En anden faktor (nævnt af flere kilder) er vekselkursen mellem den kinesiske yuan og den amerikanske dollar, der i en periode har været fastlåst. Først den 21. juli 2005 annoncerede Kinas Folkebank at man ville have en mere flydende vekselkurs, hvor man tillod, at valutaen nærmede sig den amerikanske dollar med 0,3% om dagen. Der er også en begrænsning på den omvekslede mængde af Yuan til udenrigs valutaer på max 3% om dagen. Disse føderale restriktioner har gjort det svært for mange amerikanske virksomheder at eksportere til det kinesiske marked og har bidraget til den skæve handelsbalance.

		(den velhavende østkyst)
		Strategien for “Udviklingen af Vestkina“
		Initiativet til “Revitaliseringen af Nordøstkina“
		Strategien for “Opløft af Centralkina“

Økonomiske nøgletal	Værdi	% af BNP	År, kilde
BNP	2 668,0 mrd US$		2006, Verdensbanken
BNP (vækst)	11,5 %		Q3 2007, The Economist nov 2007
Industriproduktion	18,9 %		Q3 2007, The Economist nov 2007
Konsumpriser	6,2%		Q3 2007, The Economist nov 2007
Renter 3 mnd	4,05 %		Q3 2007, The Economist nov 2007
Børsindeks 1.jan-7.mai 2008	-32,0 %		The Economist mai 2008
Arbejdsløshed	9,5 %		Q3 2007, The Economist nov 2007
Handelsbalance 12 mnd	253,4 mrd $		Q2 2007, The Economist nov 2007
Betalingsbalance 12 mnd	249,9 mrd $	10,7 %	Q2 2007, The Economist nov 2007
Budgetbalance		0,2 %	2007, The Economist nov 2007
Utdviklingshjælp	1,87 mrd US$		2005, UNDP Database
BNP per indb	1 533 US$		2005, UNDP Database

I 2003 steg Kinas BNP udtrykt som en købekraftsparitet til $6.4 billioner (40 billioner danske kroner) og blev dermed den næststørste i verden.^[63] Udtrykt i sædvanlige størrelser forventes Kinas BNP i 2005 at blive den sjettestørste i verden. Dog grundet den store befolkningsstørrelse giver det kun estimeret $5.600 per indbygger, hvilket placerer Kina som nummer 90. Kinas officielt rapporterede vækst var i 2003 på 9.1%.

Den økonomiske ulighed mellem kyststrækning i øst og det øvrige land er til stadighed stor. For at imødegå dette potentielt destabiliserende problem har den kinesiske regering i 2000 initieret udviklingen af Vestkina, i 2003 revitaliseringen af Nordøstkina og i 2004 opløft af Centralkina. Alle disse initiativer forsøger at hjælpe det indre Kina at følge med kyststrækningens vækst. Billedet her til højre viser hvilket områder, der er mål for hvilke initiativer.

Videnskab og teknologi

I 1992 godkendte Kinas regering Shenzhou-programmet, der havde som mål at sende mennesker ud i rummet.^[64] Efter fire ubemandede prøveflyvninger blev Shenzhou 5 opsendt den 15. oktober 2003 ved brug af en Long March 2F løfteraket og med den kinesiske astronaut Yang Liwei om bord, hvorved Kina blev det tredje land i verdenen, der selv er i stand til at sende en mand ud i verdensrummet.^[65] Kina gennemførte sin anden bemandede mission, Shenzhou 6, med to personer om bord i oktober 2005. I 2008 foretog Kina sin tredje bemandede rumflyvning, Shenzhou 7, hvor der blev udført en rumvandring. Landet har planer om at bygge en rumstation i nærmeste fremtid og foretage en månelanding i det næste årti.^[66]

I Kina har mere end 700 millioner mennesker en mobiltelefon hvilket er det højeste antal for noget land i verdenen^[67]

Demografi

Befolkning: 1.321.851.888 (estimeret juli 2007)

Aldersfordeling:
0-14 år: 22,3% (hankøn 153.401.051; hunkøn 135.812.993);

15-64 år: 70,3% (hankøn 469.328.664; hunkøn 443.248.860);

65 år og derover: 7,5% (hankøn 46.308.923; hunkøn 50.747.133) (est. 2005).

Befolkningsvækstrate: 0,57% (est. 2004)

Etniske grupper

Folkerepublikken Kina anerkender officielt 56 forskellige etniske grupper, hvoraf den største er hankinesere, som udgør omkring 91,9% af befolkningen. Større etniske minoriteter inkluderer zhuang (16 millioner), manchu (10 millioner), huikinesere (9 millioner), miao (8 millioner), uighur (7 millioner), yi (7 millioner), tujia (5,75 millioner), mongoler (5 millioner), tibetanere (5 millioner), bouyei (3 millioner) og koreanere (2 millioner).

Største byer

Folkerepublikken Kina består af mange store byer (over 1 million indbyggere), hvor af adskillige er blandt de 100 mest folkerige byer i verden. Nedenstående tabel viser de 20 største byer og deres estimerede befolkningsstørrelse i millioner mennesker:^[68]

#	By	Estimat
1.	Shanghai 上海	9,0
2.	Beijing 北京	7,1
3.	Tianjin 天津	4,3
4.	Wuhan 武汉	4,0
5.	Shenyang 沈阳	3,5
6.	Guangzhou 广州	3,4
7.	Harbin 哈尔滨	2,8
8.	Xi’an 西安	2,7
9.	Chongqing 重庆	2,3
10.	Kowloon 九龍	2,3
11.	Chengdu 成都	1,9
12.	Changchun 长春	1,9
13.	Taiyuan 太原	1,8
14.	Nanjing 南京	1,8
15.	Jinan 济南	1,7
16.	Dalian 大连	1,7
17.	Qingdao 青岛	1,4
18.	Lanzhou 兰州	1,4
19.	Fushun 抚顺	1,4
20.	Zhengzhou 郑州	1,3

(Alle kinesiske tegn i det ovenstående er i simplificeret kinesisk skrift)

Religion

Kina har religionsfrihed med nogle begrænsninger, selvom landet officielt er ateistisk. Dog skal alle religiøse grupper have godkendelse fra staten for at må udøve deres religion. Hvor mange tilhængere der er af de forskellige religioner, er umuligt at sige, fordi der ikke er nogen officielle tal, men der er enighed om, at religionerne har fået flere tilhængere de seneste 20 år. En undersøgelse fra 1998 viste, at 59 procent (over 700 millioner)^[69] af befolkningen ikke var tilhængere af nogen religion. Mens en undersøgelse fra 2007 viste, at 300 millioner (23 procent af befolkningen) tror på en religion, hvilket er meget mere end de officielle tal på 100 millioner.

Ritualer og religion — særligt den traditionelle tro på konfucianisme, taoisme og buddhisme — spiller en vigtig rolle i manges liv. Ca. 33% af befolkningen følger en blanding af trosretninger, som i statistikkerne benævnes som “Traditionel tro” eller blot “Andet”.

Ca. 8 procent af befolkningen er buddhister.^[70] Forfatteren og researcheren Paul Hattaway har arbejdet i 20 år med at samle data om Kinas kristne. Han har udgivet en rapport, som anslår, at antallet af Jesus-troende i Kina har passeret 100 millioner, mens regeringen har opgjort antallet af kristne til 16 millioner.^[71] En uafhængig undersøgelse fra East China Normal University kom frem til, at der er 40 millioner kristne i Kina, hvilket er meget mere end regeringens tal, men meget lavere end hvad nogle udenlandske observatører er kommet frem til.^[72] Officielle tal angiver, at der er 20 millioner muslimer i Kina.

Den religiøse retning Xiantianisme, der har sit udspring i gammel kinesisk religion, er forbudt i Folkerepublikken.

Sundhed

Den nationale sundheds- og familieplanlægningskommission overvåger sammen med de lokale kommissioner den kinesiske befolknings sundhed. Myndighederne har lagt vægt på folkesundhed og forebyggelse siden starten af 1950’ere.

Fra 2017 er den gennemsnitlige forventede levealder ved fødslen i Kina 76 år og spædbørnsdødeligheden er 7 promille. Begge er forbedret markant siden 1950’erne.

På trods af betydelige forbedringer i sundheden har Kina adskillige nye folkesundhedsmæssige problemer, såsom luftvejssygdomme forårsaget af udbredt luftforurening, hundreder af millioner cigaretrygere og en stigning i fedme blandt de unge.

Kinas store befolkning og tætbefolkede byer har ført til alvorlige sygdomsudbrud i de senere år, såsom SARS-udbruddet i 2003. I 2010 forårsagede luftforurening 1,2 millioner for tidlige dødsfald i Kina. Coronaviruspandemien blev første gang identificeret i Wuhan i december 2019.

Infrastruktur

Kina har et af verdens mest udviklede højhastighedsjernbanenet, og er stadig ved at udbygge det, dog har en stor ulykke på en af højhastighedsbanerne lagt en dæmper på noget af nybyggeriget.

Kultur

I en periode på 1300 år, kunne man i det kejserlige Kina avancere i det sociale hierarki og opnå velstand ved at tage en embedsmandseksamen. Eksaminernes vægt på kalligrafi og litteratur var med til at give den opfattelse at det var finere former for kunst end dans og drama. Kinas traditionelle livsanskuelser kommer fra konfucianisme og konservatisme. Eksaminer og meritokrati er stadig noget man ser meget positivt på i Kina.

Sport

Kina er blandt de tidligste steder i verden hvor man begyndte at dyrke sport. Der findes bevis for at Kina er det sted i verden hvor for en form for fodbold først blev spillet.^[73] Udover fodbold er følgende andre sportsgrene populære i Kina:^[74] kampsport, bordtennis, badminton, svømning, basketball og på det seneste golf og rugby. Brætspil som go, xiangqi (kinesisk skak) og mahjong (májiàng) og på det seneste skak er populære spil i Kina.

I kinesisk kultur anses det for vigtigt at være fysisk aktiv og man kan se ældre lave qigong og tai chi i parker om morgenen og studerende laver strækkeøvelser på skolens område. Den professionelle amerikanske basketball-liga NBA har mange unge tilhængere i Kina og Yao Ming er et stort idol for dem.

Sommer-OL 2008 blev afholdt i Beijing og derfor er der for tiden øget fokus på sport i Kina.

Mad

Mad er en vigtig del af kinesisk kultur. Stort set alt mad er knyttet til en eller anden effekt på helbredet.

Kineserne spiser ofte ude. Det Kinesiske køkken har ophav i de forskellige provinser og der findes uendeligt mange retter.

Der spises med pinde og maden serveres i fælles skåle på bordet og alle spiser af alle de retter der er på bordet.

I Sydkina er ris det dominerende tilbehør, men i nord er det mere baseret på brød lavet af korn. Fokus på maden og dens betydning for helbredet er meget udbredt og kineserne bruger en langt større del af deres indtægt på at købe mad end hvad der kendes fra Danmark.

Den gryde der i Danmark kaldes en wok er allround værktøjet i det kinesiske køkken. Meget mad lynsteges eller dampes. Ovn findes sjældent privat, men bruges på restauranter. Feks. er Peking And, som er en af de mest kendte kinesiske retter, stegt i ovn.

Peking And består hovedsageligt af det gyldne sprøde skind fra anden, det dyppes i Hoisin sauce og rulles i en lille pandekage, sammen med tynde strimler af f.eks. porre og agurk.

Fritid

Den vigtigste officielle højtid i Kina, er den kinesiske nytårsfest i januar eller februar. Man fejrer ikke jul i Kina men kinesisk nytår fungerer som julen i Danmark nemlig ved at familien samles til spisning og drikke. Der gives gaver til børnene (en rød konvolut med penge) og man tænder fyrværkeri for at jage de onde ånder væk. Det kinesiske nytår varer i to uger.

Diverse

Kinas nationalsang er sangen De frivilliges march

Sprog

Som talesprog består kinesisk af mange lokale varianter, der kan deles op i: mandarin, wu, kantonesisk og min. Langt de fleste kinesere taler en lokal dialekt, der er en mandarin variant. Sprogvariationerne kan være meget store, fx kan en kineser, der kun kan tale en wu-dialekt, ikke forstå én, der kun kan tale en kantonesisk dialekt. De fleste kinesere kan tale standard kinesisk, også kaldet standard mandarin eller blot mandarin, fordi det er Kinas officielle sprog, og der undervises i det i folkeskolen samt det bruges i fjernsynet mv. Kinesisk skrift er baseret på standard kinesisk. Kineserne kalder selv standard kinesisk for putonghua (fælles sprog), og det gør det muligt for alle kinesere at læse de samme aviser, men det er ikke altid de kan forstå hinanden mundtligt, hvis de ikke har lært god udtale af standard kinesisk i skolen.

Placering af de største byer i Kina
By	Division	Befolkning (2008)	Aggl. Befolkning (2020)	Rang aggl.	Aggl. Befolkning	Område
Shanghai	Shanghai Kommune	14 460 142	26.808.537	2	18 542 200	Er
Beijing	Beijing Kommune	12.770.000	20 318 910	3	17.430.000	Nord
Kanton	Guangdong-provinsen	11.810.000	13 189 556	4	15.000.000	Syd
Shenzhen	Guangdong-provinsen	11.710.000	12 280 242	5	13.300.000	Syd
Dongguan	Guangdong-provinsen	7.650.000	7 397 900	21	7.650.000	Syd
Tianjin	Tianjin Kommune	7.200.020	13 524 025	6	11.500.000	Nord
Hong Kong	Hong Kong SAR	6.985.200	7.536.275	31	6.985.200	Syd
Wuhan	Hubei-provinsen	5.240.000	8 331 671	15	9.400.000	Centrum
Shenyang	Liaoning-provinsen	4.560.000	7.169.165	23	7.500.000	Nordøst
Nankeen	Jiangsu-provinsen	4.150.000	8745 666	28	7.100.000	Er
Chongqing	Chongqing Kommune	4.150.000	15.697.611	1	31 442 300	Sydvest
Chengdu	Sichuan-provinsen	3.860.000	9.080.788	8	11.300.000	Sydvest
Hangzhou	Zhejiang-provinsen	3.410.000	7.573.322	30	7.000.000	Er
Xi’an	Shaanxi-provinsen	3.340.000	7.907.072	11	10.500.000	nord Vest
Qingdao	Shandong-provinsen	3.330.000	5.579.264	18	8.000.000	Er
Harbin	Heilongjiang-provinsen	2.980.000	6.340.878	12	8.499.000	Nordøst
Changchun	Jilin-provinsen	2.440.000	4.394.354	26	7.400.000	Nordøst
Changsha	Hunan-provinsen	2.390.000	4.538.611	38	6.103.000	Centrum
Nanchang	Jiangxi-provinsen	2.310.000	3.559.958	50	4.507.000	Er
Shijiazhuang	Hebei-provinsen	2.270.000	4.086.057	14	9.500.000	Nord
Dalian	Liaoning-provinsen	2.270.000	5.564.471	36	6.200.000	Nordøst
Jinan	Shandong-provinsen	2.230.000	8.840.000	35	6.300.000	Er